|
Det er med stor glæde, at vi kan orientere om generationsskifte i PRESENCO.
Med virkning fra den 1. januar, 2005 sker der et skifte i ledelsen af Presenco, tidligere kendt som Kolding Sækkelager, den gamle Kolding virksomhed, som gennem en årrække har forsynet hele lokalområdet med alle former for presenninger af enhver art og forstået at forny sig i takt med tiden.
Efter 32 år i direktørstolen i Presenco har direktør Jens Poulsen fundet, at tiden er inde til et generationsskifte. I forbindelse hermed er de to sønner, Claus Lorents Poulsen og Mikkel Peder Poulsen indtrådt i ejerkredsen. Claus som produktionschef og Mikkel som adm. Direktør.
Claus har en håndværksmæssig fortid og uddannelse som mekaniker i to forskellige Kolding virksomheder, men efter moden overvejelse og et kig i avisen, da Presenco søgte en produktionsmedarbejder, valgte Claus at søge ind i faderens virksomhed. Claus kom til Presenco for snart 7 år siden og blev herefter uddannet som sejlmager. Det har muliggjort, at virksomheden i dag kan påtage sig rigtig mange forskelligartede opgaver, samtidig med at man kan fortsætte dette ædle håndværk med uddannelse af lærlinge indenfor sejlmagerfaget. I øjeblikket er der således en voksenlærling under uddannelse.
Mikkel har en administrativ baggrund og uddannelse, idet han, efter at have læst HHX på Vejle Handelsskole, tog sin basisuddannelse på Statoils hovedkontor i København. Sideløbende med sin kontoruddannelse har Mikkel læst Merkonom i økonomistyring på Niels Brock Copenhagen Business College.
Et efterfølgende job som analytiker i Statoil Energi gav smag for at læse HD i regnskab og økonomistyring på Handelshøjskolen i København, som siden blev afsluttet ved Syddansk Universitet i Kolding. For 2 ½ år siden vendte Mikkel tilbage til det hjemlige og blev ansat i Presenco med opgaver på tværs af organisationen. Her fortsatte han sine studier, som han afsluttede i år med HD i regnskab.
Gennem de senere år har Presenco udviklet sig til at være en meget alsidig virksomhed med specialer indenfor mange områder med hovedvægten på produktion af presenningsprodukter til industri, transport og landbrug, sportsrelaterede produkter som springmåtter, hoppepuder og en mængde andre oppustelige produkter. Én af specialiteterne er hejseforhæng i ”frit svæv” på op til 35 meter, som bl. a. anvendes i malerkabiner i mange af de danske vindmølleindustrier i både ind- og udland. Dette produkt udmærker sig også som rumadskillelse i idrætshaller og kendetegnes ved at være ganske prisbilligt.
Udover sin egen produktion har Presenco specialiseret sig i levering af næsten alle tænkelige rekvisitter til enhver form for idræt. Især hjælpemidler til ældreidræts aktiviteter, svømning og tennis. Disse aktiviteter hører til Presencos specialiteter, hvor mange hævder, at firmaet er markedsførende.
Begivenheden vil blive markeret ved en reception til foråret, 2005.
Direktionen i Presenco, December, 15. december 2004 |